Der blev ikke sparet på de store gloser, da Daniel Negreanu figurerede i det seneste nummer af Poker Player Magazine i England.
Her gik det blandt andet ud over arbejdsgiveren PokerStars, hvor han mente, at han ville have været en meget bedre spiller uden sponsoratet. Også de unge pokerspillere, som ifølge Negreanu ikke er gode for tv, fik en opsang med på vejen, ligesom et af de tilbagevendende hadeobjekter Howard Lederer også fik kærligheden at føle.
Nu sår canadieren imidlertid tvivl om, hvor meget af det, der står i artiklen, man rent faktisk kan stole på.
"Jeg har lige læst min artikel i Poker Player og den sætter ny rekord i antallet af fejlcitater. Ret imponerende. De har fordrejet alt," skrev Negreanu for nylig på twitter.
Efter at citatet blev postet på forummet 2+2 har magasinet taget til genmæle og skriver under brugernavnet 'InsidePoker', der var bladets tidligere navn, at det hele er blevet optaget på en lydfil, som bladet er i besiddelse af, og som nu efterfølgende er blevet postet på forummet.
De to kamphaner ender dog med at nå til enighed om, at det formentlig bunder i misforståelser.
Du kan læse hele tråden her.
Negreanu: 'Aldrig har jeg set så mange fejlcitater'
Acemag.dk