Det lignede mere eller mindre en formsag for Lex Veldhuis, da han i tirsdags knockoutede Bertrand 'ElkY' Grospellier i de tos indbyrdes kickboksning i Marbella.
I et nyt interview med pokertube fortæller hollænderen, at der da også har ligget en god del træningstimer bagved, men at det ikke har været så meget kamptræning, hvilket der er en god grund til.
"Jeg har trænet meget teknik, men jeg har næsten ikke sparret med nogen. Jeg havde et par sessioner, og det var sådan lidt, at hver gang jeg sparrede, så enten brækkede jeg noget eller fik slemme mærker," lyder det fra den altså tilsyneladende ikke super hårdhudede Veldhuis.
Til gengæld bruger han meget tid på at tale om den fantastiske udholdenhed, han har oparbejdet. En udholdenhed, der altså skulle få ham igennem små 5 minutters effektiv ringtime, hvilket selvfølgelig kan være svært nok, når man er vant til at sidde plantet på en stol hele dagen.
I sin blog inden kampen nævnte Lex gadekampe som en vigtig erfaring, og det får han uddybet lidt til kameraet.
"Grunden til, at jeg tror, det er vigtigt, er fordi du er oppe mod nogen, der rent faktisk er ude på at skade dig. Det har bare været den klassiske med en fuld fyr, der vil have din barstol, og du er ikke så villig til at give den. Du ved, den slags. Jeg ved ikke, om det havde den helt store indflydelse, men når nu der var folk, der havde penge i klemme, vil jeg ikke beskyldes for, at jeg ikke havde puttet alt på bordet," siger Lex.
Der bliver også sendt en lille ekstra teaser af sted til den besejrede ElkY, som Lex Veldhuis mener, har gået for meget op i at vise omverdenen, hvor meget han har trænet.
"Jeg ville ikke have credit for min træning. Jeg ville have credit for kampen i sig selv," lyder det tørt fra Lex, der mener, at ElkY afgav vigtige tells ved at sende videomateriale ud om sin træning.
Du kan se hele interviewet her.
Lex Veldhuis: 'Jeg brækkede noget, hver gang jeg sparrede'
Acemag.dk