Fredag kl. 14 begynder EPT i San Remo, men som så mange andre internationale poker turneringer i det tætpakkede efterårsprogram, kan den blive ganske danskerfattig.
I hvert fald bliver den uden den nykårede DM-vinder, Simon Ravnsbæk.
"Jeg kommer ikke til San Remo, men satser på EPT og WPT i Prag i starten af december. Men det er ikke 100 pct. sikkert endnu," siger han til Acemag.
Heller ikke Stefan Raffay eller Lars Bønding, der begge repræsenterede de danske farver ved WSOPE i Cannes, rejser til den italienske riviera.
"Jeg springer den over," lyder det fra Lars Bønding, og Stefan Raffays holdning er den samme.
Jens Hansen, der cashede ved EPT San Remo i sidste sæson, deltager heller ikke i denne omgang, meddeler han til Acemag.
Vi skulle dog få deltagelse fra Theo Jørgensen. Det meldte den danske PokerStars-pro op for flere uger siden, da han fravalgte WSOPE i Cannes. Pernille Ravn og Mickey Petersen vil også være ved filten i San Remo.
Ravnsbæk, Bønding og Raffay fravælger EPT San Remo
Acemag.dk