Efter en uges hård fejring af WCOOP-sejren er Thomas 'Kallllle' Pedersen tilbage i noget der minder om en normal hverdag i hjembyen Århus. Acemag udnyttede muligheden for at få en længere snak med den danske verdensmester. Blandt andet om mulighederne for, at vi kommer til at se mere til ham til de store liveturneringer.
"Hvis jeg selv skal have pengene op af lommen, så kommer jeg nok ikke til at spille meget mere live efter sejren. Men nu er der måske noget potentiale i forhold til et sponsorat, især med liberaliseringen af markedet, og det kan åbne for, at jeg kan komme ud og spille nogle liveturneringer," lyder det afklarede svar fra en mester, der altså ikke virker til at have mistet jordforbindelsen.
Forhandlinger i gang
Har det i virkeligheden været perfekt timing, at du klonker lige op til liberaliseringen?
"Det tror jeg. Jeg har snakket med forskellige andre, der har fået tilbud også, så det virker som om, at der bliver åbnet for at få danske ansigter ind på siderne. Jeg har to pokersites, der har vist interesse oven på WCOOP-sejren, men har ikke fået noget konkret oplæg endnu," siger 'Kallllle', der dog allerede var en ombejlet herre inden:
"Jeg talte med et site før sejren, der måske nu kan være lidt bange for, om de kan opfylde mine krav, men vi forhandler stadigvæk."
Kan være life-changing
Hvad han præcis skal have ud af et sponsorat, for at det er interessant, har han ikke lagt sig fast på. Men det handler hovedsagligt om at få hvilet musearmen og udvidet live-cvet, der indtil videre tæller omkring 20 mellemstore og store turneringer og et enkelt stort resultat med en sejr ved The Open i 2007 til omkring 400.000 kroner.
"Det ville nok være det mest life-changing, jeg kan få ud af min titel. Hvis jeg fik et sponsorat og kom ud at spille nogle live-turneringer og kunne spare med et pokersite. Jeg forestiller mig måske en 4-5 liveturneringer på årsbasis. Nogle af de store WSOP og nogle af de prestigefyldte danske med EPT. Så lige nu er det noget, jeg går og roder med."
Det skal blive spændende at se, hvad fremtiden bringer for den nykårede verdensmester. Og hvis logo Thomas 'Kallllle' Pedersen skal bære på brystet, når han til sommer jagter muligheden for både at kunne kalde sig forsvarende online- og live-verdensmester.
I den nærmeste tid vil vi bringe flere historier om den danske verdensmester. I næste afsnit tager Thomas 'Kallllle' Pedersen os gennem turneringen, der gjorde ham til verdensmester. En turnering, som en tømmermandsramt 'Kallllle' var meget tæt på slet ikke at spille.
Verdensmesteren del 1: På jagt efter 'life-changing' sponsorat
Acemag.dk