Taler man om landets skrappeste PLO-chefer er Martin 'vmnielsen' Nielsen ikke et navn nogen kommer uden om. Martin Nielsen er ikke er bleg for at gå i clinch med det øverste lag af verdenseliten hos PokerStars, og specielt maj måned var en ren guldgrube for Martin 'vmnielsen' Nielsen, som peakede med et plus på over $300.000. Men på det seneste har den sidste varians manglet i de sessioner Martin Nielsen har spillet på $25/$50 PLO bordene hos PokerStars.
Ved seneste tjek på 'vmnielsen's profil hos HighstakesDB.com, viste bundlinjen et foreløbigt plus på $145.408 for 2011.
"Selv om det bliver til lidt, får jeg ikke spillet meget online for tiden, så svinger lige rundt om nullet p.t. Jeg tror jeg er nede med en 10.000 dollars for kvartalet. Jeg håber at have tid til WCOOP's main event, men ender nok bare med at tage procenter i et par spillere og så se med fra sidelinjen og dermed undgå at få min søvn spoleret," fortæller Martin Nielsen til Acemag.dk.
- Er det lysten og motivationen der mangler, eller er der bare andet på sidelinjen som gør, at du ikke er specielt aktiv for tiden?
"Lidt af hvert... Men nok mest, at jeg ikke rigtig rammer i 25-50 spillet. Sad jeg og rensede af, så blev det til mere, det er helt sikkert! Men sidder og spiller tæt på even det meste af tiden, det fremmer ikke ligefrem lysten," konkluderer Martin Nielsen, som heller ikke live er specielt aktiv for tiden, men EPT London er et ganske godt bud, når der spørges ind til efterårets live-planer.
"Jeg får ikke rigtig tid til live-spil for tiden og hvis jeg spiller noget, så bliver det de store tours, ergo, EPT London et godt bud," mener Martin Nielsen, som givetvis har med i sine overvejelser, at der er gode muligheder for en tur til London med masser af hygge, mobning og kina-poker sammen med Theo Jørgensen, som i sidste uge her på Acemag.dk afslørede, at både EPT Londons main event og High Roller event er en del af Theo Jørgensens efterårsplaner.