Søndag nappede Søren Kongsgaard en fornem turneringssejr hos Mermaid til 11.300 euro, men ellers er det cash-delen, der for tiden betaler huslejen hos "Kongen".
"Jeg er gået over til at spille cashgames til hverdag. Det er her, jeg bruger de fleste af dagtimerne, når min kæreste er på arbejde. Og så spiller jeg turneringer om søndagen," siger Søren Kongsgaard til Acemag og uddyber cashdelen.
"Siden Full Tilt lukkede ned, har jeg været tvunget over på andre sites. Jeg spillede meget rush-poker hos Full Tilt, så det har krævet en tilvænningsperiode at spille noget andet, end det jeg plejede. Men jeg er startet fint nok ud med et ok, stille og roligt overskud. Ikke nogle store stakes, men en relativ stabil indtægt," forklarer "Kongen", der nyder at være tilbage i Danmark ovenpå en periode med bopæl på Malta.
Alligevel har han snarlige planer om at tage til sydligere himmelstrøg i dette efterår, når Cannes lægger casino til årets WSOP Europe.
"Jeg har vundet adgang til et af de mindre events, og det er min plan at spille tre events; en 2.500 euro shorthanded, en 1.000 euro og en 3.000 euro shootout. Jeg regner ikke med at spille Main Event, men istedet vil jeg tage hjem og spille DM, der ligger samtidig."
Og så er der jo også en flot sjetteplads at forsvare ved Partouche Poker Tour i Cannes.
"Den kan jeg jo næsten ikke lade være med at spille, efter det gik så godt sidste år. Men den endelige beslutning tager jeg først i ugen op til."
Dette års udgave af Partouche begynder 12. september, mens WSOPE løber af stablen fra den 7. til den 20. oktober.
Kongsgaard: Lukningen af Full Tilt krævede tilvænningsperiode
Acemag.dk