Det danske pokerægtepar Michael Nissen og Sidsel Helle Boesen skulle ikke nå en flyver hjem, da WSOP 2011 sluttede med fundet af de sidste ni spillere i main event. De har nemlig investeret i en lejlighed i pokerens mekka, ikke mange meter fra deres yndlingscasino, Bellagio.
Her bliver der grindet dollars hjem i op til fire måneder om året af de to cash-gamere, dels fordi de mener, der er fin value i cash-bordene og fordi vekselvirkningen mellem online og live med indbygget sol og afslapning i sidste ende er med til, at hive den samlede profit i vejret.
I lejlighedskomplekset Meridian få hundrede meter bag 'strippen' og i gå-afstand til Bellagio har det unge ægtepar investeret i en lejlighed.
"Det er måske ikke den vilde luksus, men det at have sin egen base og især min helt egen seng betyder meget for mig," fortæller Sidsel Boesen til Ace, da vi bliver budt på en rundtur, i det de selv kalder for en fornuftig investering. Prisen for den 2 værelses lejlighed endte nemlig i under en fjerdedel af den pris lejligheden var handlet til inden finanskrisen lammede store dele af det amerikanske ejendomsmarked.
I dag og de næste dage bringer Ace en lille artikel-serie med det jordbundne ægtepar i en snak om deres helt egen vej ind i et univers af materialisme, utryghed, glæden ved jobbet, omskiftelighed og familiernes ængstelse for et arbejdsliv fjernt fra al jysk fornuft: