Rygtet har floreret i pokerkredse i flere uger. Nu er det en realitet. Theo Jørgensen bliver en del af PokerStars-teamet og bliver en såkaldt Team PokerStars Pro.
Hovedpersonen siger:
"Jeg er rigtig glad for at være i stald hos verdens største pokersite. PokerStars har altid stået for de bedste pokerevents i verden og sponsorerer kun de bedste spillere, så det glæder jeg mig til at blive en del af."
Også hos pokergiganten er man glad for aftalen.
"Theo Jørgensen er på alle måder en rigtig dygtig ambassadør for poker. Både hans imponerende meritter ved bordene og hans positive udstråling falder perfekt i tråd med værdierne hos PokerStars," siger
Michael Holmberg, der er nordisk chef for PokerStars, og fortsætter.
"Vi ser frem til at have så rutineret en spiller hos PokerStars. Theo er jo et forbillede for rigtig mange yngre, såvel som ældre spillere."
Med signingen af Theo Jørgensen råder Danmark igen over en PokerStars-pro. En sådan har manglet, siden Peter Eastgate valgte at indstille karrieren tidligere på året.
Theo Jørgensen skriver kontrakt med PokerStars
Acemag.dk