Dazzy nr. 4 ved online-VM: Ambivalent, men glad senere

Dazzy nr. 4 ved online-VM: Ambivalent, men glad senere

Den århusianske pokerspiller Dennis "Dazzy" Plejdrup markerede sig for den helt store danske præstation, da han tirsdag formiddag hentede en fjerdeplads ved WCOOP Main Event – det man roligt kan kalde verdensmesterskabet i onlinepoker.

Dazzy kæmpede længe med bordets anden shortstack om at ryge en tak længere op i pengene, men til sidst måtte han altså bøje sig til netop denne modstander. Der var et spring på hele 320.000 dollars mellem tredje- og fjerdepladsen.

"Lige nu er jeg lidt skuffet. Det er man altid, når man lige er røget ud. Alt andet ville være tåbeligt. Så det er lidt ambivalent lige nu. Jeg er faktisk ikke glad, men det er jeg selvfølgelig i morgen eller allerede senere i dag," siger Dazzy, da Acemag fanger ham efter finalebordet.

"Jeg ville gerne have været en plads længere op, da der var et stort spring fra fjerde til tredjepladsen. Men jeg fik ikke meget at arbejde med, og jeg mistede mange chips, når jeg åbnede på marginalhænder og blev reraiset (særligt af chipleaderen "POTTERPOKER", der senere vandt turneringen)," fortæller Dennis Plejdrup, der ellers ikke lignede en finalebordsdeltager hele vejen igennem.

"Jeg hang i den tunge ende flere gange, men turneringen har en super struktur, hvor man stadig kan have meget at spille med, selvom man ligger langt tilbage. Der var ingen grund til at forcere, og jeg kunne tillade mig at være lidt afventende og geare op, når jeg fik fat igen," sagde Plejdrup, der scorede hele 3,8 mio. kr. for fjerdepladsen.

"Nu har jeg jo i flere år været vant til at spille om store summer, så det er ikke lifechanging. Det er rigtig fint, men det er ikke sådan, at jeg skal ud og købe noget stort. Men det er da ikke hverdagskost med så stor en indsprøjtning til kontoen," indrømmer Dazzy, inden præstationen skulle fejres med sushi og champagne.
asd