Det er efterhånden dagligdags nyt, at Gus Hansen taber store summer ved de dyre Pot Limit Omaha-borde hos Full Tilt. Således også søndag, da særligt Cole South var den store bøddel for danskeren.
Gus Hansen blev nok engang døgnets største taber med sit tab på knap 372.000 dollars – næsten 2,2 mio. i dansk mønt. Omvendt blev Cole South døgnets mest vindende med et plus på 171.000 dollars.
Den historie har vi hørt før på det seneste om Gus Hansen. Spørgsmålet er, om han efterfølgende nåede sit foreløbige lavpunkt i krisen, da han forsøgte at låne penge fra netop Cole South over chatten.
"Can you send me any Cole?" lød spørgsmålet fra Hansen.
Cole South afslog imidlertid med henvisning til, at han i forvejen har for mange penge ude at svømme. Danskeren tog afvisningen pænt og med en vis sarkasme til sit eget downswing.
"No worries…Probably good for me anyway."
Det skal dog tilføjes, at Gus Hansen ikke ligefrem sidder i held for tiden. I en pot, der endte i 80.000 dollars, ramte han således fuldt hus på turn, men måtte se Cole South ramme et større fuldt hus på river. Inden river havde danskeren en 95-5 procents vinderchance, men det var altså ikke nok at hive potten hjem.
Status for Gus Hansen i august er nu et tab på intet mindre end 2.057.866 dollars – mere end 12 millioner kr.
Var det Gus’ foreløbige lavpunkt?
Acemag.dk