Theo Jørgensen synes ikke der er noget underligt i den mildest talt sløje start fra de danske deltagere i WSOP 2010 og så er han givetvis at finde i feltet til Main Event.
Det meddelte Theo Jørgensen i dag til acemag.dk
Theo Jørgensen er ikke meget for Vegas og Casino Rio i særdeleshed. Ikke mindst på grund af den danske beskatning af eventuelle gevinster. Men efter at have været meget i tvivl om, om han overhovedet ville tage turen over atlanten, er han nu temmelig sikkert at finde blandt de tusinder af spillere som stiller til start i Main Event.
- Jeg er ret sikker på at jeg kommer derover, men ikke før Main Event. Formoder jeg flyver omkring 4-5 juli. Det handler jo hovedsagligt om, at du skal betale fuld skat af de her turneringer. Hverken mere eller mindre.
Theo Jørgensen er også overbevist om at det relativt lille antal danskere i Vegas lige nu skyldes skatten, og så er et lille dusin danskere ikke meget at gøre godt med.
- Ovenstående – skatten - spiller nok ind og så skal vi ikke glemme, at det selvfølgelig lyder flot at der er 11 danskere til start, men det er stadig kun 11 ud af 3000.
Men det er for Theos vedkommende ikke kun manglen på lyst til at skulle svare skat af hvad han måtte vinde på Rio, der afholder "Sølvræven fra Greve" i at juble over WSOP turneringerne. Casino Rio er ikke lige danskerens kop the.
- Nu er der jo flere ting der spiller ind. Det klart overskyggende er igen skatten, men selvom det havde været skattefrit er det slet ikke oplagt at jeg var taget derover.
Kan simpelthen ikke lide stedet (Rio). Det er som sådan ikke engang ene og alene Rio's skyld, men når du samler 2500-3000 mennesker på så få m2, siger det sig selv at serviceniveauet falder drastisk. Du står konstant i kø, svært at få god mad derovre siden det jo skal gå superhurtigt for at undgå endnu længere køer. Derudover tror jeg slet ikke folk er klar over hvor meget 3000 personer i samme rum kan larme uden egentligt at råbe eller skrige, men bare ved at lege med deres jetoner og snakke lidt højlydt.
De kommende dage afslører Theo Jørgensen overfor acemag.dk's læsere hvorfor durrrr's runner up i Event 11 er den begivenhed der har gjort størst indtryk på ham. Hvad det er der gør at Theo kun holder "rigtig" juleaften hvert fjerde år. Hvem i familien der er mest glad for hans WSOP armbånd og endelig, hvilket fodboldlandshold han satser at få 22 gange pengene tilbage på når det forestående VM i Sydafrika slutter.