Har du fået tilbudt en bot via en mail eller på diverse forums, var det måske en overvejelse værd at lade fornuften råde.
I går havde acemag.dk "besøg" af, hvad vi blot vælger at betegne som uønskede elementer, som via forum forsøgte at sælge vores brugere en bot. Altså et program som du selv installerer og så ellers bare sætter igang med at spille for dig.
Ingen tvivl om at der findes vellykkede bots-programmer, som ganske givet akkummulerer pæne summer til den eller dem der står bag. Men folk der har den ekspertise og er lykkedes med deres bot, er nok også klar over, at er der noget pokerudbyderne jagter mere end andet, er det bots. Så næppe troværdigt, at dem som har skabt sig en funktionsdygtig bot vil dele den med dig. Brug fornuften.
Langt de fleste bots til salg på nettet er rene spams - det vil sige at de hverken spiller eller generere penge til dig - til gengæld kan de aflure dig alle dine vitale kontioplysninger, knalde din PC en heftig virus eller flere på "hjernen", og på den måde "belønne" dig for at du har investeret dollars i deres "produkt". I bedste fald har du bare hældt af "rullen" til en lang næse. Brug fornuften.
Som pokeren har udviklet sig siden de første bots kom til offentlighedens kendskab for godt 5 år siden, er måden at gribe spillet an på forandret mere end en gang. At matematikken er den samme som altid er uomtvisteligt. Men mere end nogensinde er det ikke bare nok at ha' den del med i dit spil, om du vil slå de andre og spillet. Tjek nose-bleederne ud fra railen og læs Gus Hansens fantastiske bog om hans vej til sejren i Aussie Millions, og du vil forstå, at det er dig selv og dine evner til improvisation i kombination med matematikken der skaber de bedste resultater og spillere.
En sådan bot findes ikke. Brug Fornuften.
Slutteligt er der det etiske og moralske perspektiv. Poker er en sport. En tankesport, hvor det akkurrat som i alle andre sportsgrene gælder om at nedlægge din modstander. Vi spiller vel alle for at vinde, om ikke andet så bare en gang imellem?! Gør det med det bedste du har lært, læst og øvet dig til. Spil med hjertet og - brug fornuften. GL derude.