Den professionelle svensker William Thorson elsker at spille EPT'en i København, men forholdet til det danske casino er lidt blandet.
I sin ugentlige blog i den svenske avis Aftonposten ser William Thorson frem mod februars helt store pokerbegivenhed: EPT København.
Thorson har gode minder fra København. I 2006 lykkedes det ham at vinde prisen som året livespiller ved Scandinavian Poker Awards - som nu går under navnet Nordic Poker Awards - der bliver uddelt dagen før turneringen går i gang.
"Det er et af mine største og bedste pokerminder," siger han.
Men det er ikke kun af den grund, han er glad for EPT'en i København:
"Underligt nok er København nok et af favoritstoppene for mange af os. Det er egentlig ganske ufatteligt, eftersom casinoet har nogle dårlige regler, der gør, at man altid skal give drikkepenge. Selv giver jeg altid drikkepenge, når det går godt, og jeg synes, at nogen gør et godt job, men at være tvunget, synes jeg ikke er korrekt," skriver han.
Han nævner eksempelvis, når man tager et spil på rouletten eller blackjack, og man bliver bedt om at give drikkepenge, hvis der rammes et nummer på rouletten, eller blackjack bliver ramt:
"Det er én ting, hvis man er plus. Så giver jeg altid drikkepenge, men man vil jo ikke så gerne give drikkepenge, når man er nede. Men hvis de ikke får deres drikkepenge, så dealer de ikke kort til dig længere, og du får ikke lov til at spille. Servicen har også været dårlig før, men det var betydeligt bedre tidligere."
Alligevel pointerer Thorson, at de fleste er vilde med EPT København:
"Det er skønt med hotel og casino i samme bygning, og i midten ligger der en stor, rund bar, hvor man træffes hver dag og får et par drinks. Så helheden er rigtig god. Jeg håber, det, også i år, bliver en god turnering, og at der kommer mange svenskere til København igen," slutter han.
Thorson: EPT København - et ufatteligt favoritstop
Acemag.dk