Den konservative retsordfører Tom Behnke har været en af hovedmændene bag den nu vedtagne "Lov om offentligt hasardspil i turneringsform", og han var da også i godt humør, da vi fangede ham til en kommentar:
"Jeg har fundet pokerslipset frem. Jeg er super tilfreds med to ting. For det første at det blev enstemmigt vedtaget. Og for det andet, så er isen nu blevet brudt og der er blevet gjort op med princippet om, at poker som noget ondt. Nu er vi et skridt videre i en længere proces, så poker kan blive anerkendt som en tankesport," siger Tom Behnke til acemag.dk.
Efter legaliseringen af turneringspoker er næste skridt at få afgjort, om poker overhovedet så kan gå under betegnelsen hasard.
Men selvom der altså er blevet åbnet op, så opfordrer Tom Behnke til, at man væbner sig med tålmodighed:
"Processen er startet, men det kommer formentlig til at tage nogle år. Måske helt op til 10 år, men forhåbentlig ikke så længe. Det kommer til at rulle nu, hvis alle parter vil samarbejde. Jeg appelerer til, at man i klubberne kører det regelret, så vi kan vise, at det sagtens kan køre på et hyggeligt plan uden, at der foregår andre ting i baglokalerne," siger han.
Det er dog vigtigt, at man stadigvæk forstår at skelne mellem turneringspoker og cash game, hvad der ifølge Tom Behnke er stor forskel på:
"I cash game handler det også om dygtighed, men jeg mener, det er en anden form for hasard. Man kan ikke vinde en turnering på held, mens det er noget andet i cash game. Og samtidig er tiden også en faktor."
Behnke har fundet pokerslipset frem
Acemag.dk