Det kan godt være lidt svært at holde humøret højt, når man på under 9.000 hænder smider lige godt 2 millioner dollar. Ikke desto mindre skriver Brian Townsend i sin seneste blog, at han var stolt af sig selv efter sessionen mod Isildur1:
"Selvom jeg ikke spillede perfekt, så mener jeg, at jeg spillede mit A- til A+ spil gennem hele sessionen. Jeg løb 2,2 millioner dollar under min forventede EV, og alligevel bevarede jeg køligheden og undgik tilt," skriver han blandt andet.
Det skal der nok sin mand til, når pokerguderne absolut ikke vil det samme, som man selv vil. Havde det gået, som procenterne foreskriver, så ville amerikaneren nemlig have kunnet notere sig et solidt plus, der altså i stedet blev forvandlet til et af karrierens allermest svidende nederlag.
På trods af modgangen ligger Brian Townsend stadigvæk lunt i svinget for året med et plus på $2,7 millioner.
Brian Townsend: Jeg var stolt af mig selv
Acemag.dk