Den regerende verdensmester Peter Eastgate har ikke meget til overs for de folk, som har svinet ham til de seneste par uger pga. hans spil på $200/$400-taksterne på PokerStars.
"Det er uhørt, at jeg skal svines til. Det er åndssvagt, det er idioti, og jeg kan sagtens finde på flere ord, der beskriver det," siger han til acemag.dk fra Tallinn, hvor han i øjeblikket er til PokerStars Baltic Festival.
Eastgate har i et par tilfælde de seneste par uger sat sig ved $200/$400 med $8000 - altså 20 big blinds. Og især efter den seneste session, hvor han endte solidt oppe, blev han svinet til. Ikke mindst fordi modstanderne mener, at verdensmesteren hit and runner.
"Det er ikke en fair kritik. Det er helt simpelt. Jeg har måske kedet mig lidt, har haft lyst til lidt lir og spille simpel poker, som er lettere at håndtere. Hvor jeg ikke laver så mange fejl. Så er der nogen, der spørger, hvorfor jeg ikke bare spiller $25/$50 i stedet med fuldt buy-in i stedet. Jamen, så er det jo ikke simpelt poker længere," siger Eastgate og fastslår i samme åndedrag, at han ikke finder $200/$400 sværere end $25/$50 i øjeblikket.
Et travlt år med mange live-turneringer har givet mindre tid til "rigtig poker", som Eastgate kalder cash game med fuldt buy-in, og det har kostet:
"Jeg kan ikke slå $25/$50 længere, hvilket selvfølgelig piner mig, men da jeg alligevel gerne vil have action, kører jeg det her lille "projekt". Og man skal bare huske på, at det er altså tilladt at sætte sig med 20bbs, og når jeg gør det, så burde modstanderne jo vide, at det er for at doble og så starte forfra på et andet. Jeg føler mig i hvert fald ikke forpligtet til at spille videre i tre timer. I modsætningen til, hvis det var et HU-spil med fuld buy-in. Der er en anden etikette," siger han og sender sluttelig også lige en hilsen til de modstandere, som har været efter ham.
"De burde behandle mig godt. Jeg vinder $40.000 en aften, men er altså nede $600.000, og over tiden vil spillerne på de her takster være oppe mod mig," siger han med et smil på læben.
Eastgate: Åndssvag og idiotisk kritik
Acemag.dk