Professor freder den heldige amatør og den tabende pro

Professor freder den heldige amatør og den tabende pro

Der har været mange forskellige fortolkninger af sidste uges dom fra Højesteret, da en gang for alle slå fast, at man ikke må "søge erhverv" ved poker. Usikkerheden har ikke bare ramt pro'erne, men også amatørspillerne, da begrebet "søge erhverv" er noget uklart.

I gårsdagens Jyllands-Posten kommer professor og leder ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, med sin fortolkning. Og den er forholdsvis optimistisk.

"Uden at have statistisk belæg for det må man antage, at ganske mange mennesker såvel yngre som ældre fordriver noget tid med at spille poker på forskellige internetsites. Husker de at betale skat af deres gevinst i det omfang, de skal det, er der intet ulovligt i dette tidsfordriv – heller ikke efter den seneste afgørelse fra Højesteret," skriver Langsted i sin klumme i avisen.

Han forsøger at skabe klarhed ved at opstille to faktorer, der tæller, hvis man skal "søge erhverv" ved poker; hyppighed og indtægt.

"I den konkrete sag havde den tiltalte spillet dagligt i et år. Det vil i hvert fald opfylde "hyppighedskravet". Man kunne komme mere i tvivl, hvis der kun var spillet en gang om ugen i det pågældende år, eller hvis der var spillet dagligt i tre uger. Spiller man en gang eller to om måneden, vil det i relation til straffelovens paragraf 203 næppe være tilstrækkeligt. Men sikker kan man ikke være," skriver Langsted, der herefter forsøger, at klargøre, hvor stor en indtægt, man må have uden at søge erhverv.

"Man kan her se, at Højesteret fokuserer på, at den tiltalte har skaffet sig »betydelige indtægter til sit underhold«. Det må antageligt betyde, at den tiltalte, hvilket også understøttes af oplysningerne, har skaffet sig "til dagen og vejen" gennem sit spil. Man ser således ikke blot på, hvor store gevinster, der har været tale om, men også og måske især på om den pågældende havde et normalt arbejde ved siden af, som var hans "erhverv" og pokerspillet dermed blot en fritidsfornøjelse, om end en indbringende sådan."

Lars Bo Langsted afslutter sin klumme med at frede både den heldige amatør og den tabende pro.

"Det må ligge fast efter denne afgørelse, at den glade amatør, der bare "skal prøve" at spille og på en aften er så umanerligt heldig at vinde en stor pulje, ikke kan straffes herfor. Heller ikke selvom puljen overstiger hans månedlige eller måske endda årlig indtægt. Der vil ikke være tale om at man søger erhverv i en sådan situation. Det må også antages at man, selvom man spiller hver dag i årevis, ikke falder ind under bestemmelsen, hvis man konsekvent taber. Man kan bestemt diskutere fornuften af disse kriterier, men det er vanskeligt at læse afgørelsen anderledes," skriver han og opfordrer i samme åndedrag politikere og embedsmænd at vurdere holdbarheden af paragraf 203 og 204.

Du kan læse hele Langsteds klumme fra Jyllands-Posten her.

Foto: langsted.dk

asd