Dan Rachlin og dk4 bag nyt pokermagasin

Dan Rachlin og dk4 bag nyt pokermagasin

De seneste år er poker blevet hele verdens yndlingsspil. I Danmark alene er der p.t. flere end 300.000 aktive spillere - de fleste glade amatører, mens flere tusinde er hel- eller deltidsprofessionelle.
Men indtil nu har de 100.000'vis af danske pokerspillere ikke haft et decideret nyheds- og magasinprogram på tv om dansk poker. Det får de nu på dk4, hvor den passionerede pokerspiller Dan Rachlin skal stå i spidsen for "Pokermagasinet".

"Magasinet er det første ugentlige tv-program i nyhedsform om poker i Danmark og resten af Verden," fortæller pokerværten Dan Rachlin .
"Gennem en række magasinprogrammer vil pokerspilleren Steen O.G. og jeg guide seerne gennem pokerens forunderlige verden og sætte spot på den danske talentmasse. Blandt andre den blot 22-årige Peter Eastgate, der i november sidste år vandt verdensmesterskabet og så lige omkring 53 millioner kroner i poker i Las Vegas," fortæller han og nævner at:.
"Pokermagasinet" også holder øje med de skrappe cash-spillere, eksempelvis den blot 21-årige Unibet-pro Christoffer "No Name" Egemo, der sidste år tjente mere end Danske Banks topchef, Peter Straarup.

Tips og tricks
Men det kommer ikke kun til at handle om menneskene bag kortene.
"I "Pokermagasinet" interesserer vi os også for selve spillet: håndanalyser, spektakulære situationer, det psykiske og fysiske aspekt i spillet, 'tells', 'skrub', varians og bankroll management, der blot nogle af de detaljer sande pro'er mestrer," siger Dan Rachlin.
Men her slutter "Pokermagasinet" ikke, der bliver også taget fat i pokerlovgivningen, skattespørgsmål og i de første udsendelser dækker programmet også WSOP-mesterskaberne i Las Vegas, verdens største pokerturnering, der netop er skudt i gang.

Fakta:
Dan Rachlin er 45 år, tv-vært på musikkanalen VH-1. Gift, far til fire børn i alderen 3 til 18 år og passioneret pokerspiller med snart fire års erfaring. De bedste resultater tæller en tredjeplads ved et 5000 kroners sideevent ved EPT Copenhagen og en 19. Plads (ud af 360 startende spillere) ved Unibet Open i Budapest i marts 2009. Ved denne lejlighed sluttede Dan Rachlin som chipleader på turneringens første dag.
Dan Rachlin spiller onlinepoker, dog uden den store indtjeningsevne. "Men man skal se mange hænder i poker, hvis man skal forbedre sit spil", siger han med et smil.

Steen O.G. er 41 år og arbejder som selvstændig for bl.a. FCK. Er ugift og har en datter på seks år. Steen er også en passioneret og tålmodig pokerspiller med overskud i online-poker, men som stadig mangler sit første store liveresultat.
Dan Rachlin og Steen O.G. har arbejdet sammen omkring FCK-radioen, underholdning og cheerleaders i Parken op til FCKs hjemmekampe. De har kendt hinanden gennem 12 år, men dette er første gang, de skal fungere som værter i et fælles tv-program.

Danmarks første pokermagasin kan ses på dk4:
1. program - mandag 22/6 - 21:30
2. program - mandag 29/6 - 21:30
3. program – mandag 6/7 - 21:30

"Pokermagasinet" holder sommerferie indtil 10. august, hvor efter der igen er poker for alle pengene hver uge året ud.
asd