Doyle: Eastgate er på min gældsliste nu!

Doyle: Eastgate er på min gældsliste nu!

Når man læser den seneste blog fra den levende pokerlegende Doyle Brunson, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt den sympatiske texaner har fået sig en mild depression. Det er i hvert fald meget småt med positive indslag fra Doyle, der dog måske kan undskyldes med, at det ikke lige er gået hans vej under årets WSOP.

For det første varsler han en pokerpause de næste dage. Det kan være hårdt at spille små 12 timer om dagen, når man har rundet pensionsalderen, og i den forbindelse behøver vi vel ikke at nævne, at det ikke just hjalp på humøret, da Peter Eastgate valgte at udeblive fra fotosessionen den anden dag. Doyle slår fast, at Peter står i gæld til ham nu, men er dog fin nok til at sige, at 'han ellers virker som en fin fyr'. Så der burde være lys forude.

Også medspillernes hygiejne under WSOP'en står for skud, ligesom han er svært utilfreds med, at der ikke bliver gjort noget ved det, når folk taler sammen på andre sprog end engelsk. Selv oplevede Doyle at sidde sammen med tre russere, der blev ved med at tale russisk, selvom blandt andre han selv flere gange påpegede, at det altså var ulovligt.

Sidst men ikke mindst føler 'Texas Dolly' sig også frustreret over, hvor sjældent det er, man kommer dybt i pengene, selvom man måske spiller sit bedste spil. Han kan slet ikke forstå folk, der kan holde ud at rejse rundt til alle de store turneringer, når det alligevel som oftest ender med et tidligt exit. Lige på den front kan det dog godt være lidt svært at have medlidenhed med en mand, der har intet mindre end 10 armbånd.

Vi krydser fingre for, at det snart går mod lysere tider for Doyle.

asd