Selvom det i sin tid var Tom Behnke selv, der tog initiativet til at nedsætte det såkaldte hasardudvalg, og den konservative retsordfører, der stod for sammensætningen af udvalget, er han ikke udpræget tilfreds med den betænkning og tilhørende lovforslag, der blev præsenteret i marts måned.
"Nej, det er nogle af kravene i lovforslaget, som godt kunne være mere liberale. F.eks mener jeg ikke, man behøver et loft på den samlede præmiepulje. Så længe hver spiller kun inde for de 300 kroner, behøver efter min mening ikke sættes loft på, hvor meget han kan vinde," siger Tom Behnke til acemag.dk og hentyder til det 15.000 kroners loft, udvalget har foreslået.
Behnke er heller ikke vild med forslaget om, at buyins og præmier skal overføres over banken, men han forudser ikke store ændringer, inden forslaget sendes til afstemning.
"Der bliver nogle små justeringer, men i det store hele bliver det som udvalget har foreslået. Klubberne har jo været repræsenteret i udvalget (via Henrik Norsk Hoffmann, Dansk Pokerforbund og Jørn Madsen, Dansk Poker Union. red) sammen med de andre parter, så vi må tro på, det er som folk ønsker det. Så kan der evt. være mulighed for at bløde op senere," siger Behnke, der afslører at afstemningen bevidst er skubbet til efter sommerferien.
"Det bliver det allerførste lovforslag til afstemning i oktober, når Folketinget samles igen. Vi har været nødt til at afvente dommen i Højsteretssagen mod Frederik Hostrup (som starter i morgen. red). Hvis den falder ud til pokerens fordel kan lovforslaget jo vise sig at blive en begrænsning i stedet for en mulighed."
Hasardudvalgets betænkning og lovforslag om delvis lovliggørelse af turneringspoker i klubregi kan læses her!
Behnke ikke udpræget tilfreds med lovforslag
Acemag.dk