ACE sprøjtede rebuys i Odense

ACE sprøjtede rebuys i Odense

Pokerklubben AK Suited var torsdag aften vært for en sand pokerfest, ACE-mobilen lagde vejen forbi Odense. 50 kr. No Limit Hold'em med unlimited rebuys var en turneringsform, som ACE-redaktionens udsendte var svært tilfredse med. Den betød nemlig en væsentligt forhøjet chance for, at samtlige ACE-spillere for en gangs skyld skulle klare sig frem til første pause.

Over 40 spillere havde valgt at bruge torsdag aften på at skære endnu et slice af ACE-mobilens bankroll, og der var dermed godt proppet i det ellers glimrende pokerlokale i Odense.

ACE-redaktionen havde fire mand med i turneringen, og derudover var hele tre professionelle også mødt op til skubfesten i Odense. Morten Erlandsen, Martin Wendt og Christoffer Egemo var alle i godt humør, og proklamerede allerede inden turneringen, at det uden tvivl var 'renakken', som var kodeordet under rebuyperioden.

Chefredaktøren har heller ikke i år fundet skrubbet frem til turen rundt i pokerdanmark. Hele syv rebuys blev det til på bare en halv time, men utroligt nok havde startstacken stort set ikke flyttet sig, da turneringsfeltet blev sendt til pause. chefredaktøren kom heller ikke i pengene denne gang, og lignede efter exitten en mand, der efterhånden godt kunne bruge en pause fra pokerlivet 'on the road'.

Martin Wendt valgte at gå fuldstændig amok i rebuys og slå en gigantisk stack op på en times tid. Startstacken på 15.000 var ved pausen vokset til imponerende 400.000 - helt klart en mand, der forsøgte at købe sig til sejren. Wendt var i lang tid godt med i turneringen, men var simpelthen ikke i stand til at klare sig i et ekstremt hårdt odensiansk felt.

"Jamen jeg bliver jo suget hele tiden, mand! Jeg havde sgu 10 % af chipsene efter et par timer", sagde Wendt, som hurtigt forsvandt ud for at dampe af med en smøg.

ACE-mobilen cashede ikke i denne turnering, men havde trods alt en mand på finalebordet, som dog ikke formåede at omsætte et solidt skrub til nogle tiltrængte skillinger.

Efter en overnatning i Odense, hvor Odense Casino har været så venlige at stille et par værelser tilrådighed, sætter ACE-mobilen fredag kursen mod Haderslev, hvor vi håber på at opleve to ting - en lille smule held og et stort sønderjydsk kaffebord.

asd