Der er i disse dage stor fokus på EPT'en i San Remo, der med 1200 deltagere har tiltrukket sig pokerverdenens fokus. Således har den tilsyneladende også trukket flere deltagere fra den $25.000 dyre WPT Championship på Bellagio, hvor feltet er skrumpet fra 545 sidste år til 337 i år. Førstepræmien er dog stadigvæk på imponerende $2.143.655, så flere af pokerens største navne har fundet vej til de to startdage.
På dag 1B var 211 spillere mødt op, og selvom det blev til mindre end 20 elimineringer, var flere af de helt store navne iblandt.
Allen Cunningham, Clonie Gowen og Lyle Berman er at finde blandt de slagne, mens den tidligere tennisstjerne Boris Becker hænger i på trods af, at hans esser måtte se sig knækket af et par 10'ere i en stor pot.
Dag 2 bliver spillet i dag, hvor de overlevende fra de to dage bliver samlet, og det betyder, at vi skal have Casper 'Dalle' Hansen og EPT finalisten fra Barcelona, Martin Nielsen samt Greves stolthed Theo Jørgensen i ilden igen.
Vi krydser selvfølgelig fingre for de dygtige danskere på den anden side af Atlanten.
Danskercounts:
Casper 'Dalle' Dahl Hansen 146.375
Martin Nielsen 122.850
Theo Jørgensen 68.675
Stjernernes fald i WPT Championship: Tre danskere videre
Acemag.dk