Det er som om gassen er gået lidt af ballonen. Da Tom 'durrrr' Dwan kom med sin udfordring skabte det kæmpe 'buzz' i pokerverdenen. Barry Greenstein var f.eks. ude og sige, at en af de to spillere meget vel kunne ende med at gå broke. Den udtalelse får han næppe ret i.
Hidtil har svingene i udfordringen været meget begrænsede, og interessen for dysten er ikke hvad den har været. Både Dwan og Antonius har erkendt, at de hellere vil spille de store $500/$1000-borde, hvor der har været godt gang i den på det sidste.
Ikke desto mindre har de to pokerstjerner fundet tid til at spille session #10. Denne gang blev det Dwan, der tog stikket hjem, og er nu samlet set i front med $67.000. Langt fra et skræmmende tal, når man ser de beløb, der skifter hænder på $500/$1000-bordene.
Antonius og Dwan har spillet tre sessions de sidste fem dage, så måske er der alligevel ved at komme lidt skub i udfordingen. Samlet set har de to onlinehajer investeret 20 timer i udfordringen over fem uger. Der er spillet 6.633 hænder, eller blot 13 procent af de 50.000 hænder, som repræsenterer udfordingens målstreg.
Udfordingen: Durrrr tager føringen
Acemag.dk