Den danske verdensmester Peter Eastgate lancerer nu en ny hjemmeside ved navn "Friends of Eastgate". Siden har til formål at hjælpe fattige børn over hele verden ved at organisere både live- og onlineturneringer.
Desuden lancerer Eastgates side konceptet ICARE, hvor stjernespillere kan melde sig til, og aftale at donere 1% af deres gevinster til velgørenhedssiden. Spillere, der er med i denne ordning, vil modtage badges hvorpå der står "1%" inde i et hjerte, så man kan se, at de er med til at bakke op om den gode sag.
"Jeg vil hjælpe børnene fordi de er afhængige af voksnes hjælp. Mange er forældreløse, og jeg gør det hér fordi at alle verdens børn har fortjent en chance for et bedre liv," siger Eastgate selv om sin motivation for at starte konceptet.
Allerede nu har to kendte danske spillere foruden Eastgte meldt sig ind i ICARE ordningen. Det er Theo Jørgensen og Martin Vallø, der nu er gået aktivt ind i sagen. Og som Peter Eastgates manager Claus Nielsen siger med et grin:
"Så det ville jo være dejligt hvis én af dem vandt EPT'en, for så er vi allerede godt i gang med at få lidt penge ind til det gode formål."
Endnu er hjemmesiden helt nystartet, men to af de velgørende organisationer, der kan forvente støtte er PLAN og CCP, der er specielt rettede mod at hjælpe børn i nød.
Eastgate vil hjælpe verdens børn
Acemag.dk