Det begynder snart at gøre ondt på boksepromotor Mogens Palle. Det kommende poker-boksebrag i KB-Hallen tiltrækker flere og flere prominente navne, der ønsker at vise deres slagstyrke i ringen. Sidste nye slag i luften kommer fra plæneklipperen Stig Tøfting. Den pensionerede fodboldspiller debuterer ved det store stævne i KB-Hallen den 21. februar. Modstanderen er den danske show-wrestler Sidney Lee, og står det til spilleselskabet Bet24 er der ikke megen tvivl om resultatet af kampen. Den århusianske plæneklipper vinder klart!
I forbindelse med boksekampen mellem Gustav "Gus" Hansen og Theo Jørgensen er der kommet yderligere kampe på programmet, og en af dem tiltrækker sig ekstra stor opmærksomhed. Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting gør sin debut i bokseringen, og modstanderen bliver show-wrestleren Sidney Lee, der er kendt fra en række danske TV-programmer. Stig Tøfting der til daglig er assistenttræner i Randers FC er begyndt boksetræningen, og plæneklipperen løber med favoritværdigheden. Bookmakeren Bet24 er ude med odds på kampen, og Stig tøfting er kæmpefavorit. Stig "Tøffe" Tøfting giver blot pengene 1,50 gange igen, mens show-wrestleren Sidney Lee giver odds 2,40 igen.
"Vi vurderer at det bliver en walkover for Tøffe. Dels har han grundet sit job og baggrund en ganske habil grund-kondi, og dels ved vi jo hvad han står for rent fysisk. Sidney Lee er også et ubeskrevet blad i boksesammenhæng, men har dog en vis erfaring i at optræde i bar overkrop – bl.a. som show-wrestler og Se&Hør mand. Vi vurderer dog ikke at det rækker imod Tøffe, som jo er kendt for en uovertruffen vindermentalitet. Vores kilder fortæller os, at Tøffe klør på og nærmer sig kanonform, og boksetræningen hos Brian Mathiasen i Århus bør give ham den tekniske ballast der trods alt skal til", vurderer Morten Havskov Olsen, oddssætter hos Bet24.
Kampen bokses over tre omgange á tre minutter og reglerne er nøjagtigt de samme som i en officiel boksekamp, så man skal ikke forvente en lektion udi wrestling eller beskidte tricks. Ikke desto mindre tilbyder Bet24 en række mere eksotiske spil. Bl.a. kan man spille på om Tøfting laver en "Tyson" og bider sin modstander eller om Sidney Lee forlader ringen midt i kampen. Oddsene er henholdsvis 125 og 1,50.
Boksekampen mellem de to pokerspillere Gus Hansen og Theo Jørgensen har også taget mange overskrifter i de seneste uger. Theo Jørgensen er storfavorit til odds 1.60, mens man får pengene 2.25 igen hvis Gus Hansen vinder. "Oddset på Gus er faldet drastisk. Det ser ud til at vi måske har gjort Theo til for stor favorit for et par måneder siden da boksekampen blev aftalt. Gus er desuden en anelse mere kendt i den brede offentlighed, så det er klart at det også tiltrækker nogle flere spil", slutter Morten Havskov Olsen.
Bokseeventet løber af stablen lørdag d. 21. februar kl. 21.00 i KB-Hallen. Udover boksekampe vil der også være underholdning og musik. Billetter kan købes på Billetlugen.dk eller vindes i daglige pokerturneringer på Bet24.
Stig Tøfting på plakaten til poker-boksebraget i KB-Hallen
Acemag.dk