Den tidligere tennisstjerne, Mark Philippoussis, har efter en karriere med ketsjer, der blandt andet tæller 11 turneringssejre, kastet sin kærlighed over spillet ved filten.
I et interview med cardplayer.com taler den 32-årige australier ud om forskellene som professionel tennisspiller og profesionel pokerspiller, og her kommer det blandt andet frem, at Philippoussis finder pokerspillet mere stressende end tennisspillet, hvilket måske kan komme som en overraskende udmelding fra en mand, der i sin karriere på tennisbanen blandt andet har skullet leve med presset som hjemmebanefavorit ved turneringen Australian Open år efter år.
Hjemmebanefordel har Philippoussis også haft ved de to seneste udgaver af Aussie Millions, der er nogle af de største turneringer australieren indtil videre har medvirket i, men her kan han indtil videre stå mere i skyggen af verdensmesteren fra 2005, landsmanden Joe Hachem.
Philippoussis har indtil videre ikke leveret de store resultater ved filten, men med den professionelle indstilling, han har taget med sig fra tennissporten, skal vi nok komme til at høre mere til ham i den kommende tid.
Philippoussis: Poker mere stressende end tennis
Acemag.dk