Zupp løber mod Kipster, Theo bokser mod Gus. Man kan på ingen måde beskylde de danske pokerpro'er for at være et kedeligt folkefærd. Og nu er der en ny ikke-pokerrelateret grugdematch på vej.
Det er cashgame-chefen Christoffer "NoName" Egemo, der har taget i mod et bordtennisbet fra Jesper "Kipster" Hougaard, der tidligere har været topspiller i netop denne disciplin.
"Vi skal spille bordtennis om $5.000. Kipster skal så spille med en stegepande, og vi finder ud af i fællesskab hvilken, det skal være. Jeg satser lidt på at kunne finde sådan en 20 kilos satan til ham," siger Christoffer Egemo til acemag.dk.
For at finde ud af, hvor godt inde Egemo er i bettet, spørger ACE til hans erfaringer med battet.
"Jamen altså, jeg er da ikke helt skidt, mener jeg selv, Jeg spillede en del i ungdomsårene, når vi var på fodboldlejr og sådan noget, og der var jeg da en af de bedre. Men jeg har godt nok aldrig spillet i klub. Jeg var i Mexico over julen med familien, og der fik jeg vel spillet i alt en time, men derudover er det vist år siden, jeg sidst har haft et bat i hånden."
Undskyld mig, Christoffer. Men er du ikke umiddelbart lidt skidt inde?
"Nej, det mener jeg jo ikke selv. Jeg laver ikke sådan et væddemål for sjov, og Kipster afslå da også, da jeg tilbød at stive taksten. Det var måske lidt skuespil, for jeg ved ikke helt, hvad jeg havde gjort, hvis han promte gik med på den," griner Egemo, der nu vil gå i træningslokalet for at forbedre sine muligheder i matchen, der måske løber af stablen under den kommende EPT i København - og sammen med boksekampen mellem Theo Jørgensen og Gus Hansen i sandhed skaber en højtid for grudgematches.
Den sympatiske Egemo er dog ikke helt sikker på formatet.
"Hvad er det, man spiller til normalt? Jeg mente, det var til 21, men Kipster sagde vist 11. I hvert fald spiller vi syv sæt for at mindske variansen."
Ny grudgematch: Egemo mod Kipster og stegepanden
Acemag.dk