Bwin har netop oplyst acemag.dk, at de vil forsætte undersøgelsen af sagen om Jonas Klausens påståede snyd i forbindelse med sin sejr i Bwin/Ongames Big Deal sidste søndag i yderligere 14 dage, i stedet for at aflevere de beviser, som de mener at have som lovet.
Den udmelding forstår hovedpersonen ikke helt.
"Jeg er ret forundret over udtalelsen. Jeg havde glædet mig meget til at se, hvad de havde. Men det må jo være fordi, de ikke har nogle beviser, for hvor svært kan det egentlig være. De har jo allerede undersøgt og fundet mig skyldig, så er det vel bare at sende beviserne," siger Jonas Klausen til acemag.dk og funderer videre over sitets nye tilgang til sagen.
"Hvorfor skal de nu bruge 14 dage mere? Det tog dem kun 4 dage at finde ud, jeg havde snydt. Jeg tolker det egentligt positivt i retning af, jeg får mine pengene igen. Jeg ved jo, jeg ikke har gjort noget galt. Det virker som en mediestrategi, hvor de trækker sagen ud for at få de værste bølger til at lægge sig," siger Klausen.
ACE forsætter naturligvis med at følge sagen helt tæt.
Klausen er forundret, men positiv
Acemag.dk