Efter et vanvittigt pokerår i 2008, hvor vi blandt andet fik slået rekorden for største onlinepot gentagne gange, samt fik en dansk vinder af main event og yderligere tre af de fineste armbånd i pokerverdenen, så kan det måske være svært at tro på, at der kan komme nogen form for overraskelser i det kommende år.
Det skulle da lige være, hvis det lykkes for de store onlineprofiler i indland og udland at bryde den forbandelse, der har hvilet over den museklikkende del af pokerbefolkningen.
Ved årets første større turnering, PokerStars Caribbean Adventure kunne det i hvert fald godt se ud som om, mange af disse spillere har tænkt sig at gøre deres for, at de ikke længere skal stå i skyggen af de mere etablerede navne på livescenen, og der var således i går på førstedagen flere navne blandt de små 700 startende, man normalt forbinder med highstakes spillet ved den virtuelle filt.
Det drejer sig blandt andre om Isaac Baron, der går under navnet 'WestmenloAA', Tom 'Durr' Dwan og Phil 'OMGClayAiken' Galfond, der dog alle måtte lade livet på førstedagen.
Derfor ser det ud til, at de rutinerede livespillere har taget første stik, men hvis antallet af onlinespillere er udtryk for en tendens, der vil blive fulgt resten af året, så må det snart være tid til det helt store gennembrud.
Og hvem ved, hvis miraklernes tid ikke er forbi, så kan det jo være, at vores helt egen pokergirl, Morten Erlandsen, ligefrem leverer et liveresultat inden næste nytår?
Bliver 2009 onlinespillernes år?
Acemag.dk