For en måneds tid siden forudså Daniel Negreanu i en blog, at russiske spillere snarligt ville tage pokerverdenen med storm. Og med to russere i top-3 ved WSOPE Main Event-finalebordet og den unge Stanislav Alekhin meget tæt på sejr, må man sige den profeti er opfyldt.
Men efter en marathon-dyst af en heads-up mod amerikaneren John Juanda måtte russeren dog bøje sig. Hele syv timer (!!!!) spillede de to mod hinanden, inden et mistet flush-draw efterlod Alekhin særdeles shortstacked, og derefter var det en formsag for Juanda at sikre sig sejren og det eftertragtede WSOP-bracelet, som er hans fjerde i alt.
"Dette bracelet er det vigtigste, jeg har vundet. Det er jo også meget længe siden, jeg vandt sidst. Var det ikke dengang, Nixon var præsident?" sagde en glad og meget træt Juanda, der syntes 2003, hvor han sidst vandt, er meget længe siden, til wsope.betafair.com lige efter sejren.
I alt tog finalebordet mere end 21 timer at få afviklet, hvilket er det længeste finalebord i WSOP-historien.
Resultatet:
1. John Juanda £868.800
2. Stanislav Alekhin £533.950
3. Ivan Demidov £334.850
4. Bengt Sonnert £271.500
5. Daniel Negreanu £217.200
6. Scott Fishmann £171.950
7. Robin Keston£135.750
8. Toni Hiltunen £108.600
9. Chris Elliott £81.450