Hvis der stadig er nogen som tvivler på danskernes pokerevner, så kan de godt stoppe nu! Danmark blev ved WSOP 2008 den fjerde mest vindende pokernation efter USA, Canada og Storbritannien! Nr. 4!
$3.817.990 vandt de 46 danskere, som kom i pengene.
Det har hjemmesiden pokerati.com regnet ud.
Det er $600.000 mere end nummer fem, Rusland, og $1.3 million mere end Tyskland på sjettepladsen. Dermed beviste danskerne endnu engang, at de skal tages alvorligt på den internationale pokerscene.
Ikke nok med den flotte fjerdeplads, danskerne var samtidig dem, der spillede flest penge hjem, spiller for spiller. $83.000 tjente danskerne i gennemsnit, når de ramte pengene. Til sammenligning tjente en nordmand i pengene kun $19.649.
I det hele taget klarede vores nordiske naboer det ikke særlig godt sammenlignet med Danmark.
$2.610.053 spillede Norge, Sverige og Finland samlet hjem. Ikke særligt overbevisende når 99 spillere fra de tre lande ramte pengene.
– Og ikke nok med det, Danmark har jo stadig Peter Eastgate tilbage i turneringen! Hvis han ikke ryger ud på finalebordet som den første, så har Danmark faktisk muligheden for at gå forbi Storbritannien i det samlede regnskab. Eastgate skal bare spille en ekstra million hjem, så bliver Danmark kronet til konge af poker-Europa. Danmark skal til gengæld passe på ikke at blive overhalet af Rusland.
Se hele listen her.