Charlie McCreevy er EUs kommissær med ansvar for det indre marked, og han er ved at være godt og grundig træt af den danske regerings nøl på spilleområdet. Helt tilbage i marts 2007 fik Danmark besked om, at statens favorisering af monopolvirksomheden Danske Spil er i strid med EUs lovgivning og at reglerne derfor skulle ændres. Denne advarsel er blevet overhørt og nu er kommissærens tålmodighed opbrugt, siger han i interview med Berlingske Business.
Han vil derfor sørge for at EU-Kommissionen den 25. juni indbringer Danmark for EF-Domstolen med krav om indførelse af ny lovgivning. McCreevy understreger, at Danmark – selv om sagen bliver indledt – stadig kan ændre sin lovgivning og dermed undgå en dom, hvis ellers EU-Kommissionen anser den nye lovgivning for at være tilfredsstillende.
"Vi har givet den tilstrækkelige tid til Danmark til at gennemføre de nødvendige ændringer, men vi har ikke fået dem," siger McCreevy til Berlingske Business.