DR bremser pokerindsamling

Poker i de store medier har for ofte en meget negativ vinkling, og det er der en god grund til. De positive historier har nemlig meget trange kår. Det kan vi her på Ace bevidne. I samarbejde med mange af landets førende pokerspillere var det planen, at vi skulle bidrage til den storstilede 'Danmarks Indsamling', der afholdes hele næste uge på DR. Men i 11. time har DR trukket følehornene til sig og forbudt Ace at være med i indsamlingen på DR, hvilket blandt andet betyder, at et forventet bidrag på mellem 50.000 og 100.000 kroner som skulle doneres til Afrika, går tabt. 


Philip Hilm var en af de mange dygtige pokerspillere, der allerede havde sagt ja til at bruge en dag ved bordene på at skrabe penge ind til mennesker i nød, men det kan han godt droppe. DR vil nemlig - efter grundige overvejelser - ikke associeres med poker, og derfor har det licensfinansierede medie vendt tommelfingeren nedad.
"Det er utrolig skuffende, men det kommer egentlig ikke bag på mig", siger Hilm der var en af bannerførerne på projektet.

Beslutningen blev truffet i DR's juridiske afdeling, men afdelingen har ikke ønsket af forklare, hvorfor pokerspillere ikke må bidrage til indsamlingen på DR.
"Ace er en part i sagen, og derfor har vi ingen kommentarer", siger jurist Steen Gori til Acemag.dk.

Danmarks Indsamlingen går i år til at bekæmpe børnedødelighed - Desværre bliver det uden pokerspillernes hjælp.

Dansk Røde Kors har også tidligere sagt nej til at tage imod penge fra pokerspillere i forbindelse med en indsamling.

asd