Det er ikke hård mave, der tvinger den amerikanske pokerpro Jay Kwik til at tilbringe den næste måned på et lille badeværelse på Hotel Bellagio - Nej, det er skam hans mund.
Jay Kwik kom nemlig til at sige, at han sagtens kunne bo på 'det lille hus' i en hel måned, og den slags gør man ikke ustraffet i spillebyen Las Vegas. De to poker-kollegaer Andrew Robl og Alec Torelli bad ham om at lægge sine penge bag sine ord, og det gjorde den skøre amerikaner så.
Helt nøjagtigt, hvor mange penge de har væddet er en hemmelighed, men ifølge rygterne er der tale om et sekscifret beløb i dollars, der nu ligger og venter på vinderen i en boks på hotellet.
Jay Kwik får i øvrigt sine penge to gange igen, hvis han gennemfører projektet, men det er også kun rimeligt. Jay Kwik må nemlig ikke forlade badeværelset én eneste gang i løbet af måneden, og han må ikke have sin computer med derud. Hans kontakt til omverden begrænser sig til den daglige roomservice og derudover må han tale i mobiltelefon i 400 minutter.
Det er vist det man kalder for en lokumsaftale.
Du kan se en video af badeværelset her.
Pokerhaj skal tilbringe 30 dage på lokum
Acemag.dk