Chris Vaughn blev forleden frataget sejren i FullTilts store søndagsturnering, hvilket udløste små 400.000 kroner til Søren Kongsgaard, der blev toer i selvsamme turnering. Redaktøren på det ansette pokermagasin Bluff havde nemlig ikke selv spillet turneringen, men havde i stedet overdraget roret til en anden og dygtigere spiller.
Den historie læste vores egen bruger Slowplay16 med stor interesse. Søndagen efter Chris Vaughn FullTilt sejr, vandt redaktøren nemlig Sunday Million hos PokerStars under navnet SlippyJacks. Men hvis han lod en anden spille for sig hos FullTilt, hvorfor gjorde han det ikke også hos PokerStars?
Det spørgsmål vil Slowplay16 nu meget gerne have afklaret, for han blev nemlig nummer fire i turneringen, og en eventuel diskvalificering af Chris Vaughn vil udløse 70.000 kroner i ekstra præmiepenge.
Han har derfor sendt en officiel forespørgsel til PokerStars, hvor han beder dem om at undersøge sagen.